Kommer til august: styrketræning for kvinder
Små hold hvor I følges ad. Tunge vægte, konsistent træning der gør en forskel. Fokus på bækkenbund og kerne, afspænding og stræk. Hjemmetræning og åben sal inkluderet.
Vil du have besked nå tilmeldingen åbner? Så udfyld formularen herunder!
Kvinde, styrk dig – yoga, kerne og kettlebells
Et powerfuldt bevægelsesforløb på 7 uger, for dig der ønsker at træne kroppen, styrke bækkenbund og kerne, og få balance i nervesystemet
Klæd dig selv godt og stærkt på inden sommeren!🌞
Forløbet strækker sig over 7 uger – og vi mødes hver onsdag 17:45-19:15.
Forløbet
Træd ind i et rum fuld af feminin power på vores unikke yogaforløb kun for kvinder! 💪
Et forløb der kickstarter din rejse mod indre styrke, vitalitet og dyb forbindelse til kroppen – skræddersyet til dig som kvinde.
Vi kombinerer rolige, intuitive flows hvor dine sanser guider dig, med funktionelle øvelser med opmærksomhed på bækkenbund og kerne inddrages. Vi bruger kettlebells til at mærke kroppen tydeligere, yde modstand og stabilisere – og sidst, men ikke mindst, bliver du strukket, afspændt og hviler oven på dagens træning.
En typisk onsdag kunne se sådan her ud:
- 5 mins ro til lige at lande
- 15 min med blid opvarmning og kontakt til kroppen
- 10 mins simpel, men fokuseret bækkenbundstræning
- 30 mins funktionelle styrkeøvelser
- 15 mins bløde bevægelser til at løsne spændinger, stramhed
- 15 mins stræk og afspænding
Du kommer til at mærke din krop arbejde, men tempoet er roligt.
Du får tid til at trække vejret, får opmærksomheden helt ned i kroppen og forbinder til din intuition.
Du lærer, og øver, at bruge din kerne og dine baller mest optimalt. I yogasalen, men også i bevægelser der kopierer hverdagen.
Og så får du selvfølgelig varmet, løsnet og blødgjort spændinger i kroppen.
Du kommer både til at arbejde teknisk med din krop, træne balance, mærke nye muskler og slappe helt af.
Det er legende, nærende yoga, som gør dig blød, saftig og stærk – og funktionel træning der styrker din kropsbevidsthed, holdning og, ja, funktionalitet.
Hver klasse sluttes altid af med en grundig afspænding.
Yoga
Yoga beroliger kropper, og hjælper dit nervesystem med at falde til ro.
Du får, nu og her, en følelse af velvære – og på den lange bane sænkes dit stressniveau.
Når du er mindre stresset har du mere overskud. Overskud til at spise god, nærende mad. Overskud til at lege og være sammen med dine børn. Overskud til at nyde sex. Overskud til at gå på arbejde. Og overskud til at dyrke mere motion. Måske mere yoga… 😉
Yoga styrker din kropsbevidsthed, så du bliver bedre til at forstå din krops signaler og mærke hvad der er rigtig og godt for netop dig.
Du lærer din krop at kende – og får således nemmere ved at målrette og tilpasse din funktionelle træning.
Yoga er sansebaseret bevægelse. Det er øvelser hvor du selv justerer tempo og kraft, alt efter dagsformen – alt efter din cyklus.
Yoga er præstationsfrit. Det er nærende og selvkærligt.
Bækkenbund og kerne
Din bækkenbund er en grundpille i din indre kernemuskulatur.
Så dén træner vi.
Bækkenbund, transversus – din indre, tværgående mavemuskel – og diafragma – din åndedrætsmuskel – spiller sammen i dét vi kalder kernen.
Din kerne er aldrig stærkere end det svageste led, og på forløbet har vi derfor fokus på at både genkende, træne, afspænde og strække alle 3.
En sund og stærk kerne holder alle organerne i dit underliv på plads. Den reagerer automatisk og støtter dig når du udsætter dig selv for pres. Som f.eks. ved hop, tunge løft eller nys. Den har betydning for fordøjelsen. Og den hjælper dig med at regulere nervesystemet.
At træne din bækkenbund handler ikke om bare at knibe alt hvad du kan. Tvært imod kunne man fristes til at sige.
Bækkenbundstræning er et samspil med kernens øvrige elementer. Og med partnere i resten af kroppen, som baller, psoas og rygsøjlen.
Derfor bruger vi åndedrætsøvelser, opmærksomhedsøvelser og funktionelle øvelser i træningen på forløbet.
Kettlebells
I træningen inddrager vi kettlebells for bedre at kunne mærke kroppen.
Vi bruger lav vægt, så alle kan være med.
Det er altså ikke cross-fit hvor det gælder om at løfte så tung og så meget som muligt, men feminin styrketræning hvor fokus i høj grad er på kroppen som helhed og god teknik.
Det betyder dog ikke at du ikke kan mærke træning eller få ømme muskler. Det betyder bare at målet ikke at køre dig træt.
Får du mod på mere “rigtig” styrketræning, så kommer dét til efteråret.
Praktisk
Det er et lukket forløb på 7 uger. I kommer derfor til at følges ad undervejs!
Med i prisen er 1 års adgang til online programmet “Kvinde, kend din kerne”, værdi 899,-
Du kan sagtens nøjes med at komme og træne hver onsdag – men hvis du virkelig vil mærke effekten af din indsats, anbefaler jeg at du følger en video-øvelse fra programmet derhjemme et par gange om ugen oven i.
Styrk dig, kvinde forløbet er ikke en mirakel-løsning!
At (gen)optræne kerne og opbygge styrke kræver vedholdenhed og tålmodighed.
På 8 uger kan du mærke en forandring, men du bliver ikke “færdig”. Målet er ikke at du går herfra med en flad mave, men at du har lært at forstå din krops signaler, kender dine egne styrker og grænser og ved hvordan du kan arbejde videre!
Og så håber jeg at du kommer tilbage til efteråret, når vi tager de tunge kettlebells i brug og for alvor sætter styrketræning på dagsordenen.
Der er hele vejen igennem plads til at du følger din form og kun gør dét din krop er klar til!
Du kan derfor også sagtens være med, selv om du har født for nylig. Omvendt, er det heller aldrig for sent at gå i gang!
Forløbet undervises af Ditte.
Den funktionelle træning af bækkenbund og kerne er inspireret af Elin Solheims tilgang til kvindekroppen.
Husk at træningen er generel, og baseret på “en størrelse passer til de fleste”. Du får ikke et individuelt program, der tager hånd om akkurat dine udfordringer.
Har du brug for dét – eller er du i tvivl om, om din bækkenbund overhovedet arbejder, har du voldsommer gener eller smerter – så skal du besøge en gyn-obs fys først. Find gerne én på denne liste.


